Skal du bygge til eller flytte?


Står du i den situation, at din bolig er blevet for trang? Så overvejer du sikkert, om det kan betale sig at bygge til, eller om det er en bedre løsning at flytte i en større bolig. Det er der ikke noget universelt svar på. Hvad enten du overvejer at sælge en erhvervsbolig eller en privatbolig, er der mange faktorer i spil.

Vi vil i denne artikel komme med en række overvejelser, som du bør gøre dig, hvis du overvejer at bygge til eller flytte væk. For hvad er den bedste løsning i netop dit tilfælde?

Hvor glad er du for din bolig?

Det er klart, at det i høj grad kommer an på, hvor glad du er for din nuværende bolig. Elsker du at bo i dit hus, som desværre er blevet for småt, efter at der er kommet flere børn til, fylder dine overvejelser om at flytte i nyt sikkert ikke meget. Bor du til gengæld i et hus, du ikke er hundrede procent tilfreds med, eller som trænger til flere kærlige hænder, end du har til rådighed, vil tanken om et nyt hjem sikkert tiltale dig mere.

Det er også en vigtig overvejelse, om du er glad for området, du bor i. Vil du helst ikke væk fra den vej, du bor på, bliver det ikke nemt at komme i nærheden af et nyt hus, der matcher præcis den størrelse og de andre krav, som du har til dit drømmehus. Så er det måske mere oplagt at tænke i at optimere det hus, du allerede bor i, med en tilbygning.

Hvor længe kan du blive boende?

Hvordan ser fremtiden ud for dig og din familie? Forestiller du dig, at I kan blive boende det samme sted mange år frem i tiden, hvis bare I får mere plads at gøre godt med? Så vil det umiddelbart give rigtig god mening at investere i en tilbygning.

På samme vis behøver du heller ikke lade dig afskrække i forhold til en tilbygning, hvis du kun kan se jer bo i huset ti år frem i tiden. Du skal huske på, at husets værdi vil stige, når du bygger til. Derfor behøver det ikke udvikle sig til en underskudsforretning, selvom I har planer om at flytte derfra inden for en overskuelig årrække.

Hvordan ser markedet for salg af boliger ud?

En anden vigtig faktor er boligmarkedets udvikling. Bugner markedet af købelystne købere, er det en anden sag, end hvis boligerne i dit område har en lang liggetid. Stik altid en finger i jorden, og få en føling med udviklingen, inden du gør dig seriøse overvejelser om at sætte din bolig til salg.

Hvordan ser byggemarkedet ud?

Er der mangel på håndværkere, eller kæmper de om hver eneste opgave? Der kan faktisk være en relativ stor forskel på, hvor meget du skal betale for en tilbygning. Har håndværkere meget at lave, kan timepriserne nemt blive skruet i vejret, mens der er større chance for at få et godt tilbud på en opgave, når det kører på et lavere blus.

Har du i tankerne at bygge til, så slå til, når markedet er mest gunstigt. I særdeleshed hvis dit behov ikke er mere presserende, end at det kan udskydes til det rette tidspunkt.

Hvor mange penge vil en tilbygning koste?

Hvis du står i et dilemma og ikke ved, om du skal bygge til eller købe nyt, er det altid en god idé at undersøge, hvad det egentlig vil koste dig at få lavet en tilbygning. Opsøg en eller flere lokale håndværkere, og få et tal på udgifterne. Det er reelle fakta, og det er til at forholde sig til. Bliver du positivt overrasket, virker det måske mere overkommeligt med en tilbygning, og er det derimod et tårnhøjt tal, kan det måske tale mere for et salg.

Der er mange overvejelser i spil, når behovet for mere plads melder sig. Lad være med at gøre noget overilet og hamre et til-salg skilt i jorden, men tænk jer grundigt om, inden I tager det næste skridt.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *